v/ Dr. Bente Sven Majchczack, Institut für Geowissenschaften, Christian-Albrechts-Universität zu Kiel.
Rungholt er en sagnomspunden bebyggelse i det nuværende tyske Vadehav, som gik under ved den første kendte stormflods-katastrofe, - den store mande-drukning i 1362.
I modsætning til forholdene i det danske vadehav, er der stedvis i det det tyske Vadehav fortsat bevaret bebyggelseslevn ude på vaderne, som blottes i kortere eller længere tidsrum i forbindelse med sandvandring. Igennem årene er der også blevet opsamlet en stor mængde fund på vaderne fra de oversvømmede, tabte bebyggelser.
Et målrettet forskningsprojekt har i de senere år samlet alle tidligere registreringer af fund fra vaderne samt foretaget nye registreringer med både geofysisk udstyr samt droner. Det hele er blevet bygget sammen i GIS-systemer, og resultaterne har vakt berettiget opsigt. For første gang er det nu muligt at tegne et retvisende billede af Rungholt – Vadehavets Atlantis.
BEMÆRK – foredraget er på engelsk, men vi oversætter løbende undervejs.