v/ Peter Johansen, cand.phil. i historie, projektleder i Asia
Dette foredrag stiller skarpt på Indiens måske mest magtfulde og kontroversielle statsminister nogensinde, -Narendra Modi.
Hvem er han? Hvad vil han? Og hvor fører han Indien hen?
Tilhængere hylder Modi som den stærke mand, der snart forvandler Indien til en
regional stormagt og global spiller i det 21. århundrede.
Modstandere beskylder ham for at være en autokrat og skamløs populist, der underminerer landets nationale sammenhængskraft og demokratiske institutioner. Uanset hvad, er de fleste enige om, at Modi på afgørende vis er ved at forandre Indien, og fortællingen om, hvad det vil sige at være inder.
Modis politiske vision bygger på hindunationalismen, der definerer Indien som en hinduistisk nation - i modsætning til landsfædrene Jawaharlal Nehru og Mohandas K. Gandhi, der definerede Indien ud fra sin religiøse og etniske mangfoldighed. Begge visioner trækker næring fra tolkninger af Indiens historie. Dette foredrag tager derfor spadestikket dybere, og afdækker de historiske strømninger og fortællinger, der ligger til grund for hindunationalismen og Modis politiske vision - og hvordan Indiens historie er blevet det skarpeste våben i kampen om den indiske nation.