Braunius og Hogenbergs Ribeprospekt 1598
Udgravning ved Ribe domkirke
Tidlige kristne grave fra 800årene.
Velkommen til Antikvarisk Selskabs forårsprogram
Forårets program byder på foredrag fra både Ribe og den store verden.
Vi begynder med Ribes historie i perioden fra 1864 og frem til genforeningen i 1920. En periode i byens historie, som var alt andet end glorværdig.
Vores egen Morten Søvsø dykker ned i museets enorme billedarkiv og kommer med spændende sammenligninger og nye opdagelser.
Middelalderen bliver repræsenteret i den religiøse og krigeriske fortælling. Måske kan vi se et udtryk for korstogstanken i Ribe i form af det berømte trekantrelief over domkirkens Kathoveddør, hvor en konge får overrakt et kors fra oven?
Tyrkiet er porten til orienten, og med præsident Erdogan ved roret, udgør landet igen en væsentlig brik for Europa. De dagsaktuelle begivenheder sættes i et historisk perspektiv.
Vi mennesker har en tendens til at tro, at vi er mere vidende og erfarne end tidligere generationer. Det er en stor fejltagelse. Viden og erfaringer går tabt, når vores livsvilkår ændrer sig. Det kommer vi til at høre mere om i et foredrag om lægemiddelplanternes historie.
Fyraftensarrangementerne er denne gang et besøg på museets magasin og en kør-selv-tur til vores nye medmuseum: Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.
Herudover byder foråret også på Selskabets generalforsamling, Fastelavnsløjer og det traditionelle Grundlovsmøde i Bispehaven.
Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår!
Ribe 1050 – 1250 på baggrund af udgravningerne i vestbyen
v/ Arkæolog Michael Alrø Jensen, Museumsinspektør v. Museum Vest
Fra 1993 til 2000 blev der udført tre større udgravninger i den vestlige del af Ribe. - Udgravningerne blotlagde et af de hidtil største byrum i en højmiddelalderlig, dansk by. Det har været muligt at rekonstruere det byggede miljøs udvikling fra bydelens grundlæggelse i slutningen af 11. årh. til dets klimaks o. 1200, hvor det primært fungerede som kvarter for specialiserede handlende eller søfolk. Genstandsmaterialet vidner om stigende internationale forbindelser, som i kombination med en pludselig ekspansion af byrummet viser, at Ribe i 12. årh. genopstod som Danmarks anden, internationale handelsby udover Slesvig.
En sammenligning med de øvrige danske byer tyder på, at den formative fase i den danske urbanisering var præget af en håndfuld meget vidtstrakte og differentierede byer bygget af træ, der fungerede som producentbyer for et stort lokalt eller regionalt opland. Inden for rammerne af disse byer opstod en ny samfundsgruppe af borgere – købmændene.
og
Gæt en genstand fra Museum Vests samling
v/ Arkæolog Mette Søvsø, Museumsinspektør v. Museum Vest
Anden del af aftenens program kommer til at bestå af en gætteleg. Museets samling rummer over 1,5 millioner genstande, hvoraf langt de fleste er arkæologiske fund.
De øvrige er det, vi kalder ”nyere tids genstande” altså ting og sager fra 1600-tallet frem til vores egen tid, som museet har modtaget som gaver eller har indsamlet aktivt gennem dets lange historie.
Nogle var en gang ganske almindelige hverdagsgenstande, men er i dag for længst gået ud af brug, og kan derfor være svære at bestemme med nutidens øjne. Jeg har denne gang bestræbt mig på at finde nogle eksempler, hvis funktion forhåbentlig er hverken for svær eller for let at gætte, og jeg håber, at publikum er klar på at gætte med. Måske er der endda en præmie til den, der har flest rigtige.