Antikvarisk Selskab Ribe er stiftet i 1887 og er en kulturhistorisk museumsforening for Ribe og omegn.
Selskabets skal ved foredrag og udflugter give medlemmerne lejlighed til at uddybe deres interesse for historiske og kulturelle forhold.
Desuden skal Selskabet medvirke økonomisk til at løse konkrete museumsopgaver fortrinsvis i Ribe for Sydvestjyske Museer.
Oprindeligt var Antikvarisk Selskab Ribe, museumsforeningen bag ” Antikvarisk Samling ” i Ribe. Så tidligt som 1855 blev ” Antikvarisk Samling” oprettet som museum for Ribe Kommune og Darum og Hunderup sogne under Bramming Kommune. ”Antikvarisk Samling” er dermed Danmarks ældste provinsmuseum.
I 1887 tog byhistoriker J. F. Kinch sammen med 59 medborgere i Ribe initiativ til at danne ” Antikvarisk Selskab Ribe ” som støtteforening til dette museum. Efter den seneste kommunale sammenlægning fusionerede ”Antikvarisk Samling Ribe” den 1. januar 2008 med Esbjerg Museum og blev til Sydvestjyske Museer, som museumsforeningen Antikvarisk Selskab Ribe støtter.