v/ Michael Böss, dr.phil. i historie og cand.mag. i engelsk og kristendomskundskab og lektor emeritus i historie ved Aarhus universitet.
Irland blev i 1800 føjet sammen med England og Skotland i The United Kingdom of Great Britain and Ireland.
I teorien blev Irland en ligestillet del af riget. Men reelt bevarede Irland nogle af de træk, der havde kendetegnet landet under det foregående århundredes protestantiske og koloniale styre, deriblandt politisk diskrimination af katolikker og en ejendomsstruktur, der favoriserede den anglo-irske overklasse af godsejere.
Derfor lagde Unionen grunden til et senere krav om katolsk ligestilling og senere irsk hjemmestyre og jordreformer.
Kampen blev ført af både demokratiske og militante nationalister. På den demokratiske fløj førte sagføreren Daniel O’Connell først an i en kampagne for katolsk emancipation, som blev opnået i 1829. Derefter stiller han sig i spidsen for et krav om en reform af unionen, dog denne gang uden held. Efter hans død opstod en republikansk bevægelse, der kæmpede for uafhængighed gennem væbnet modstand.
Selv om den såkaldte hjemmestyrebevægelse fra 1870 var ledet af protestanter, kom den katolske kirke i stigende grad til at spille en central rolle som samlingspunkt og symbol på irsk identitet. Derfor fik den tildelt et særligt ansvar for nationsbygningen, da Irland opnåede selvstændighed i 1921.
Foredraget vil fokusere på, hvordan samspillet mellem religion, kultur og nationalisme formede Irland i anden halvdel af 1800-tallet og prægede kampen for selvbestemmelse og nationsbygning. Det vil til sidst trække linjer op til i dag.